Jeg hedder Alma og kommer fra Kasakhstan. Jeg flyttede til Danmark i 2004 da jeg var 45 år gammel, efter at min danske ungdomskæreste og jeg genoprettede vores forhold. Min søn flyttede med. 

 

I mit hjemland fik jeg en god uddannelse og har altid haft et godt job. Min søn og jeg havde et godt liv. Det eneste som jeg manglede var kærlighed; en mand, jeg kunne møde alderdommen med, som også kunne være en god far for min søn. Dette ønske var større end frygten for at skulle flytte til et nyt land, så jeg var bekymringsløs da jeg kom til Danmark. 

 

Jeg kom ud på det danske arbejdsmarked i 2007, efter at have fået en akademisk stilling, der passede rigtig godt til mine kompetencer. Det danske sprog var i lang tid en stor udfordring for mig, og har både medført en frustration over hele tiden at løbe ind i en udtryksmæssig stoppeklods og stress. Jeg har nemlig meget på hjertet som jeg gerne vil dele med omverdenen, men føler stadig ikke, at jeg kan udtrykke mig fyldestgørende på dansk. Når dette er sagt, så nyder jeg også virkelig den ytringsfrihed og de muligheder som Danmark tilbyder mig. I Kasakhstan kunne jeg nemlig heller ikke udtrykke mig frit, på grund af den konstante censur og andre begrænsende faktorer. 

 

Jeg har altid kigget meget realistisk på tingende og er optimistisk anlagt. Derfor er min indstilling til livet og Danmark ligeså positiv som da jeg først ankom, og jeg glæder mig forsat over de mange muligheder som dette land har åbnet for mig som indvandrer.

Hvad følte du da du først kom til Danmark?

Hvordan var dine følelser da du blev konfronteret på arbejdsmarkedet?

Hvordan så du dig selv i det øjeblik? 

Hvordan ser du dig selv med hensyn til din professionelle fremtid?