Jeg hedder Leda Festini Jensen, er 43 år gammel og har boet i Danmark i 9 år. Jeg er flyttet hertil på grund af min mand Jesper, som er dansker.  

 

Jeg er uddannet filminstruktør fra Den Kroatiske Filmskole i Zagreb. Før jeg flyttede til Danmark arbejdede jeg som filminstruktør og tilrettelægger; primært for Børn & Unge afdelingen på Kroatisk TV/HRT. Jeg har desuden også skrevet en lang række manuskripter til dukketeater.

 

Da jeg kom til Danmark var jeg ”in love”; alt omkring mig var nyt og interessant. Det var sjovt og interessant at bygge et nyt liv op i et nyt land. I begyndelsen ledte jeg ikke efter jobs her, fordi jeg stadigvæk kunne tjene penge på at skrive manuskripter for TV-programmet i Kroatien og jeg forsatte med at arbejde på min tegneserie Danica derhjemme. Lidt efter lidt indså jeg dog, at jeg skulle bygge ting op forfra her i Danmark. Det var ikke nemt. Jeg var ikke mere mig selv, fordi jeg dermed mistede en vigtig del af min identitet og det gjorde ondt. Jeg er stadig frustreret over, at jeg ikke kan realisere de fleste af mine ideer her i Danmark, fordi jeg ikke har et netværk som er godt nok til at åbne for veje ind til tv og filmkredse her i Danmark. Men på samme tid ser jeg mig selv i nogle interessante projekter, der måske ikke er nogle, jeg drømte om, da jeg først kom til Danmark, men de kan alligevel give mig platforme for en realisering af mig selv eller i hvert fald nogle dele af mig selv.

 

En anden ting, som jeg kæmper med er sproget. Hver gang jeg skal skrive et eller andet i forbindelse med mit job, føler jeg mig som en handikappet person. Det gør mig meget trist, fordi jeg har så mange ting, jeg gerne vil fortælle. Sprog og arbejdsproblemer har skiftevis gjort mig sur, vred og rasende. På et tidspunkt var jeg fuld af bitterhed. Nu har jeg lavet en fredsaftale; en slags balance mellem mit gamle mig og mit nye mig. Jeg vil prøve og beholde den balance og arbejde både i Danmark og Kroatien.