Jeg hedder Phuong Doan og er 48 år gammel. Jeg kommer oprindeligt fra Vietnam. Mit første møde med Danmark var i 2001, og jeg flyttede permanent hertil i 2010 for at blive gift med min danske mand.

 

Jeg blev uddannet skrædder og tilskærer i Vietnam i 1987, og har siden suppleret den uddannelse med en bachelor i modedesign. Jeg havde mit eget skrædderiværksted i Vietnam og arbejdede også i Bhutan i flere år, hvor jeg kom tæt på de landsbykvinder, der skaber nogle af Asiens mest pragtfulde håndvævede tekstiler. I juli 2011 åbnede jeg min egen forretning her i Danmark, som sælger det asiatiske tøjmærke Doan til de kvalitetsbevidste danskere.

 

Da jeg første gang besøgte Danmark i 2001 var jeg fuld af energi og kærlighed. Danskerne virkede på mig meget høflige, der var ingen lommetyve, gaderne var rene og alle de offentlige systemer fungerede perfekt. I mit senere møde med danskerne opdagede jeg, at de er meget utålmodige; når de spørger til, hvorfor man er her, så forventer de, at man finder på et svar i løbet af ti sekunder. Jeg forstår ikke, hvorfor folk har så lidt tid her, hvorfor de ikke kan give mig et ekstra øjeblik til at forklare.

 

I dag er jeg taknemmelig for de venner og forretningsmæssige forbindelser jeg har fået her; dem som rent faktisk er tålmodige nok til at tage sig tid til at forstå, hvad jeg taler om. Men jeg frygter for fremtiden. Jeg frygter, at jeg ikke kan adoptere denne lukkede og individualistiske kultur som den danske kultur er. Jeg føler mig fremmed her i Danmark. På samme tid føler jeg mig nu også fremmed i mit hjemland, som jeg har været væk fra i så mange år. Hvis jeg bare kunne tale godt dansk, tror jeg det ville hjælpe, men spørgsmålet er om jeg har energi og tid nok til at mestre det danske sprog fuldkomment. 

Hvad følte du da du først kom til Danmark?

Hvordan var dine følelser da du blev konfronteret på arbejdsmarkedet?

Hvordan så du dig selv i det øjeblik? 

Hvordan ser du dig selv med hensyn til din professionelle fremtid?