Mit navn er Harmke Johanna van den Akker. Jeg er 38 og kommer fra Holland. Min mand er fysiker og fik en stilling på Niels Bohr Instituttet. Derfor flyttede vi til Danmark i 2007. Vi blev gift og havde vores hvedebrødsdage i København. Da var jeg lige fyldt 29 år.

 

Jeg er uddannet i Amsterdam og havde et dejligt fast job i Holland som ergoterapeut. Da vi flyttede sagde jeg jobbet op og skulle så ’bare’ lige finde et job i Danmark. Der dukkede en vikarstilling op i Brønshøj-Husum (hvilken jeg næste ikke kan udtale) og jeg var så heldig at få stillingen. Her startede mit professionelle liv i Danmark.

 

Jeg er stolt og taknemmelig over at kunne arbejde som ergoterapeut i et fremmed land. Men det var ikke nemt at finde mig selv i min nye rolle. Jeg kunne f.eks. ikke følge med i samtalerne til frokost. Jeg er meget udadvendt og åben, men kunne ikke være mig selv i sådanne sammenhænge. Jeg blev mere og mere usikker; turde ikke starte en samtale, da jeg var bange for jeg ikke ville forstå svaret. Heldigvis arbejdede jeg med ældre mennesker og de er generelt mere tålmodige. Mine kollegaer var også opmærksomme og har hjulpet mig en hel del. Men jeg ønskede ikke at skulle spørge om hjælp hele tiden. Derfor var det tit som om jeg var en skuespiller. Jeg grinede af en joke, bare fordi de andre grinede men anede ikke hvad det sjove var. Nu er jeg blevet tillidsrepræsentant på jobbet. Det synes jeg er en kæmpe ære; mon ikke det er et tegn på, at jeg gør det godt?

 

Nu, efter 10 år, føler jeg mig nok stadig som Hollænder i Danmark. Det er okay. Jeg har fået 3 børn, og de hjælper også med integrationsprojektet. Man får et netværk af andre forældre, venner gennem arbejde og børnene. Det er en kæmpe hjælp når man skal føle sig hjemme et sted.

 

Når man bor til leje har man næste ikke kontakt til sine naboer. Der bliver flyttet ind og ud og jeg har ikke oplevet den store interesse. Men efter vi købte en andelslejlighed kom der meget mere fællesskab og omsorg mellem naboer. Børnene lege på kryds og tværs, alle holde lidt øjne med dem – det føles rart og tryg. Jeg tror ikke vi flytter tilbage til Holland. Vores fremtid ligger her.